Jeg er en erfaren og initiativrig kommunikationsrådgiver med særlig styrke inden for presse, projekter og integreret kommunikation. Min baggrund er forskellige job og opgaver som journalist, redaktionschef, kommunikationschef, pressechef, rådgiver, underviser, kampagneleder, projektleder mv.
Jeg hjælper med at komme i medierne – eller at undgå det!
Når mine børn spørger, hvad jeg egentlig laver, er det nemme svar, at jeg hjælper virksomheder og organisationer med at komme i avisen. Det gør jeg ved at identificere, udvikle og orkestrere ‘gode’ journalistiske historier, velargumenterede indspark i en debat eller knivskarpe nyheder.
Nåleøjet hos medierne bliver stadig mindre. Samtidig bliver tidspresset hos de enkelte journalister større. Det gælder i tv/radio, landsdækkende og regionale dagblade, webmedier samt fagmedier. Alle har travlt, spaltepladsen er trang, og mange vil til fadet. Det stiller høje krav til pressearbejdet, som skal være præcist og i orden – og ske på mediernes præmisser.
Min succesrate er i al ubeskedenhed tårnhøj. Det skyldes et grundigt kendskab til medierne og en dyb respekt for journalisterne.
Enkelte gange handler det om ikke at komme i medierne. Eller blot om ikke at blive misforstået, mistolket eller misbrugt. Jeg hjælper jævnligt med akut krisestyring og proaktiv issues management, som forudser og forbereder mulige kriser.
Uanset om din nyhed er en positiv historie, eller om du står i en krise, hjælper jeg med at gøre dig skarp på dine hovedbudskaber – så du får sagt det, du vil, og ikke andet.
Se hele mit CV på LinkedIn.